FORÅRSKONCERT
Solisten: Sebastian Stevensson
Fagottisten Sebastian Stevensson blev født ind i en musikalsk familie i Sigatuna i Sverige.
Hans første instrument var klarinetten, men som 10-årig skiftede han til fagot og fik sin uddannelse på dette instrument.
Sebastian Stevensson har siden 2012 været ansat som solofagottist i DR Symfoniorkestret og har også haft lignende stillinger i Münchner Philharmoniker og Kungliga Filharmonikerna i Stockholm.
Sebastian har vundet 1. Pris i den internationale konkurrence “Gillet – Fox” i New York i 2014 og også det Svenske Solistpris 2016. Han har bestilt og uropført solokoncerter af Andrea Tarrodi, Fredrik Högberg og Jonas Valfridsson, og er desuden en erfaren kammermusiker og medlem i Trio Nastela og Crusell Trio.
Bernhard Henrik Crusell (1775–1838)
Concertino i B-dur for fagot og orkester (1829)
Den finsk-svenske komponist og klarinetvirtuos Bernhard Henrik Crusell var den absolut mest centrale skikkelse i svensk og finsk musikliv i begyndelsen af 1800-tallet. Skønt hans eget instrument var klarinetten, efterlod han et af romantikkens mest elskede blæserværker med sin Concertino for fagot.
Værket blev komponeret i 1829 til hans svigerfar, den fremragende tysk-svenske fagotvirtuos Frans Carl Preumayr, som manglede et stykke til sin kommende europæiske soloturné, og Crusell indfriede ønsket med et værk, der på under tyve minutter udfolder hele fagottens sjæl og tekniske potentiale.
I stedet for den traditionelle tre-satsede koncertform væver Crusell fire sektioner sammen i ét sammenhængende forløb:
En elegant Allegro brillante efterfølges af en kort Allegro-overgang. Værkets hjerte er en Allegro moderato, hvor Crusell lader solisten udfolde to virtuose variationer over et populært operatema af franskmanden François-Adrien Boieldieu. Hele herligheden afrundes med en sprudlende og rytmisk polsk dans, Polacca, som lader svigersønnen afslutte koncerten med et teknisk og melodisk festfyrværkeri.
Louis Spohr (1784–1859)
Symfoni nr. 2 i d-mol, op. 49 (1820)
Skønt han er ikke er så kendt i dag var den tyske komponist og violinvirtuos Louis Spohr i sin samtid anset som en af Europas absolut førende musikalske skikkelser – fuldt på højde med Beethoven. Spohr var en pioner, der blandt andet introducerede den moderne dirigentstok, og hans musik danner en elegant bro fra wienerklassikken til den tidlige tyske romantik.
Hans Symfoni nr. 2 blev til under en turné i London i foråret 1820, hvor Spohr blev beundret som tidens mest virtuose violinist. Symfonien blev modtaget godt - ikke med stor ståhej omkring musikken men med en dyb anerkendelse af hans komponist-kolleger.
Symfonien følger den klassiske firedelte opbygning:
I stedet for en traditionel langsom indledning åbner Allegro direkte med et energisk hovedtema i strygerne, der hurtigt fletter sig ind i blæsernes lyriske svar. Værkets hjerte er den gribende og opfindsomme Larghetto, der med sine kromatiske harmonier bærer en dyb, romantisk følelsesfuldhed. Den efterfølges af en levende Scherzo (Presto), hvor musikken drives fremad med rastløs energi. Det hele forløses i en lys og sprudlende Finale (Vivace), hvor Spohr med et smil lader d-mol vige pladsen for en munter og letbenet fejring i D-dur.